Elna Egede fra Narsaq i Grønland mistede sin far, da hun var fem år gammel. Han gik ned med skibet Hans Hedtoft. Hele sit liv har hun håbet på, at hendes superfar fik reddet sig selv, og en dag ville dukke op.
Denne første episode af Grønlandske Livshistorier fortæller Elna Egede til journalist Annelise Mølvig i sin nye lejlighed i Aalborg, hvor flyttekasserne står stablet op, og kun et par stole er fri.
Ti år gammel sendte hendes farfar hende ned til onklen i København, så hun kunne lære dansk. Det var på vej til Danmark, at hun første gang så og hørte en telefon. Den gjorde hende skrækslagen. De første tre måneder i Danmark sagde hun ikke et ord, men endelig begyndte hun at snakke.
Da hun var 19 år gik hun på seminariet i Nuuk, men så blev hendes mor syg og døde. Det betød, at hun måtte rejse hjem til Narsaq og blive mor for sine tre yngre søskende – ikke bare mor, men hun måtte også droppe uddannelsen og tage arbejde for at kunne forsørge dem.
De fik ingen socialhjælp. Kommunen mente, at de ikke behøvede, fordi de var jo pæne i tøjet.
Oplevelsen af et socialt system, der ikke var der, har gjort, at hun hele sit liv har haft et skarpt øje for sociale problemer.
Da hendes søskende kunne klare sig selv, uddannede Elna Egede sig til journalist på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus og har senere arbejdet på AG, KNR og Nuuk TV, der senere blev til Nanok TV. Ind i mellem har hun arbejdet som freelancejournalist.
Især på Nanok TV oplevede hun de dybe sociale problemer, der stadig er i Grønland, og hvordan socialt ramte familier ikke kan få den hjælp, der var nødvendig.
Hendes holdning er, at Grønland er nødt til at se de sociale problemer i øjnene og løse dem, for at landet kan komme videre.
