Karen Foss ser det som en gave og styrke at mestre både grønlandsk og dansk. Det er hendes levevej. Hun bevæger sig hjemmevant på Ilulissats klipper og i København, hvor hun viser turister rundt.
Karen, 50 år, arbejder som turistfører og rejseleder. Hun elsker at favne sine kulturer Grønland og Danmark.
Karen boede i Ilulissat de første 15 år af sit liv. Hendes mor var grønlænder, og faren var kommet til Ilulissat i 1950’erne for at åbne en købmandsforretning. Det blev den navnkundige Birger Hansens butik. Han var en mester i at kommunikere med folk, selv om hans grønlandske ikke var det bedste.
Derimod blev Karen dobbeltsproget. Hjemme talte hun mest dansk, og hun kom i dansk klasse. Men når hun lagde skoletasken og legede med børnene i kvarteret, så foregik det på grønlandsk. Ligesom hendes mormor og onkel, som boede i nærheden, kun talte grønlandsk. Og Karen elskede at være hos dem, og besøgte dem ofte.
Familien valgte at flytte til Danmark, da Karen var 15 år, og det første år i dansk 10. klasse var lidt forvirrende.
-Jeg synes dog, at der var en god og sund nysgerrighed, og det var ikke ubehageligt at være grønlænder blandt de danske unge. Kun en gang husker jeg en dreng, som sagde; Grønland, det er der, de slår babysæler ihjel. Jeg fortalte min far, hvad drengen havde sagt, for det undrede mig. Og min far sagde, at der slet ikke var babysæler i Grønland. De var i Canada, og at det slet ikke var noget, jeg havde med at gøre. Og det, synes jeg, var rigtigt af ham, fortæller Karen og fortsætter:
-Det var en meget sammentømret klasse, og det var først, da jeg kom i gymnasiet, hvor alle var nye, at jeg fandt min plads her. Indtil vi flyttede hertil, havde jeg kun få gange været i Danmark, i et sommerhus i Nordsjælland, i zoologisk have og Tivoli og den slags.
Karen blev nysproglig student, og hun vidste ikke helt hvad hun ville. Hun var lidt skoletræt, og karaktererne var ikke de højeste. Hun havde nok brugt de første år på at tilpasse sig den nye kultur. Hun valgte at finde en læreplads og gerne en, som havde forbindelse med Grønland.
-Jeg vidste jo, at man ikke kan kappe bånd til sin kultur, og jeg var så heldig at få en læreplads ved Grønlands Rejsebureau som kontorelev, siger hun i podcasten.
Efter et par år i København fik hun tilbudt job i Nuuk. Det var stadig rejse- og turistbranchen, som tiltrak. Hvad der skulle have været et kort ophold, blev til ni år i den grønlandske hovedstad. Hun mødte sine børns far og fik en søn og en datter.
-Det handler om at finde en balance mellem Danmark og pulsen her og så Grønland og det nære og den storslåede natur, og jeg savnede Danmark, siger hun, der vendte tilbage i 2002 til København, da børnene var tre og seks år. Så de har gået i dansk skole. Karens søn bor i dag i Nuuk.
Årene er gået, og som rejseleder opholder Karen sig hver sommer i Grønland. Og det er sådan hun bedst finder sig selv i de to lande og de to kulturer.
-Hvor Danmark har en høj puls og en masse aktiviteter, så er Grønland stadig det nære, en nærværhed som man kan savne i Danmark. Bare det at gå ud og sidde og nyde naturen og høre ingenting, det kan jeg ikke leve uden, siger Karen Foss.
Karens familie boede øverst til venstre i en blå opgang i et lejlighedskompleks i Ilulissat, og veninden Karen og hendes familie boede nederst til venstre.
-Når jeg tænker på min barndomsgade er det med en følelse af et sammenhold med mange børn. Vi kom hjem fra skole, lagde skoletasken og gik ud og legede. Efterhånden som andre fik fri, blev gruppen bare flere og flere. Vi legede indtil vi skulle hjem og spise. Nogen gange måtte vi komme ud efter aftensmaden til kl. 8 om aftenen. Og om sommeren, hvor det var lyst, var der ingen tidsbegrænsning, siger Karen Foss Hansen.
